Langt ude… Malekursus ved hav og fjord.

D. 10.-12. august

Gennem de seneste 10 år har kunstner Merete Lisby (meretelisby.dk) og jeg hvert år lavet et fælles malekursus omkring temaet Vestjysk natur. Kurset er meget populært og vi kalder kurset ”Langt ude…” og hvorfor nu det?

Langt ude… er virkelig langt ude. Kender du kulturbygningen Bovbjerg fyr ved Vesterhavet, Thorsminde og Bøvlingbjerg? Kan du se marehalmen for dig, de stejle skrænter og den friske vind?

Netop her vil vi køre hen lørdag d. 11. august. Vi skal på skitsesafari, lade os inspirere, skitsere, male akvarel og tage mentale noter. Senere på dagen besøger vi Merete Lisbys fantastiske atelier, hvor vi får lov at male mens vi kan nyde at se på alle hendes abstrakte ekspressive værker og høre hende undervise – på klingende vestjysk.

Men lad mig lige gennemgå dette populære kursus helt fra starten. Kurset er helt specielt. Vi mødes fredag morgen kl. 9 i atelieret på Kunstskolen Sønderbygaard. Dagens tema er Limfjordslandet, og vi tegner og maler i det bløde landskab. Vi underviser frem til kl. 16, men atelieret er åbent hele natten. Lørdag morgen går turen til Vesterhavet. Merete Lisby har sit atelier på en idyllisk stråtækt gård helt ude ved kysten. Vi besøger hende, maler i hendes atelier og tager på kultur rejse til Bovbjerg fyr og de små byer langs vestkysten. Søndag er vi tilbage på Kunstskolen hvor vi færdiggør malerier, akvareller og indtryk fra de intense dage. Vi er to undervisere på hele kurset og vi guider dig både i tegning, akvarel og akryl.

Med på dette specielle kursus med begrænsede pladser får du:

  • Undervisning med Merete Lisby og Christina Kjelsmark
  • Brug af alle materialer i begge atelier. Kun lærreder skal du selv medbringe eller købe i vores lille materiale butik.
  • Frokost fredag, lørdag og søndag.
  • Aftensmad lørdag hos Merete Lisby.
  • Kaffe, te og kage i massevis.
  • Vi underviser fredag 9-16, lørdag 9-18 og søndag 9-14.
  • Mere information om kurset udsendes ca. 14 dage før kursusstart.

 

Overnatning kan bestilles hos B&B www.irmajacobsen.dk. Hun har værelser kun 2 km. fra Kunstskolen Sønderbygaard.

Borbjerg Mølle www.borbjergmill.dk ligger 3 km fra kunstskolen.

Autocampere, telt og campingvogne kan holde i gårdspladsen.

Det er også muligt at finde camping helt ude langs kysten.

Kontakt os for mere viden om overnatning.

Forvent en del kørsel om lørdagen.

 

Kunstskolen Sønderbygaard, Østergårdvej 7, 7830 Vinderup